|
|
Domme, præjudikater, retssædvane
og forholdets natur
Hvor der ikke findes skrevne eller fuldstændige lovbestemmelser, må dommeren benytte
uskrevne retskilder. Disse retskilder er retssædvane, forholdets natur og præjudikater.
Domme/Præjudikater
Præjudikater betyder, at man kan træffe afgørelser udfra tidligere domme.
Dette bliver ofte benyttet, hvis en aktuel sag ligner eller er lig med en tidligere sag.
Domme fra højesteret bliver oftes benyttet især af de underordnede domstole.
Højesteretsdomme kan være ligeså vigtige i en afgørelse som en lov i selv.
I Ugeskrift for retsvæsen finder man alle afgørelser truffet i højeste ret og de vigtigste
truffet i landsretten, byretten og Sø- og Handelsretten.
Retssædvane
Retssædvane er en handlemåde, der er blevet fulgt almindeligt, stadigt og længe.
Almindeligt fulgt vil sige, at alle eller næsten alle de personer,
handlemåden er relevant for, følger den.
Stadigt fulgt vil sige, at handlemåden følges, hver gang en lejlighed dertil opstår.
Længe fulgt vil sige, at handlemåden har været fulgt igennem et ikke for kort tidsrum.
Hvor længe det skal være afhænger af situationen.
De tre ovenstående forhold (almindeligt, stadigt og længe) er det objektive forhold
indenfor retssædvaner. Det betyder, at disse forhold følges, som var det lov.
Det subjektive forhold af retsforholdet indenfor retssædvaner er, at det skal være båret
af en bevidsthed om, at der er retlig pligt til at handle på den pågældende måde
eller til at affinde sig hermed.
Meget vigtigt mht. retssædvaner er det at lægge mærke til,
at sædvaner ikke binder alle og enhver, men kun dem, de vedrører i de enkelte sager.
Historisk er lovgivning kommet til senere end retssædvane og præjudikater. Dommerne dømte
oprindeligt efter de nedarvede sædvanemæssige regler.
Når nye situationer opstod, tilpassede og udviklede man de gamle regler i traditionens ånd
og under pres fra nye behov.
Først i middelalderen udvikledes en domsmagt i Danmark,
hvor man nedskrev og vedtog love.
Forholdets natur
Forholdets natur er den retskilde, der går ud på, at dommere og andre
lader sig motivere af friere overvejelser udfra den juridiske kulturtradition.
Andre betegnelser for forholdets natur kan være sagens natur, reale grunde,
reale hensyn, almindelige retsgrundsætninger, og det er en samlebetegnelse for forskellige
hensyn og principper af ret ubestemt karakter.
Forholdets natur befinder sig i grænseområdet mellem retsvidenskab
(der består af en beskrivelse af gældende ret) og retspolitik
(der består af råd og anvisninger til domstolene eller til lovgiver).
Før den realistiske teoris gennembrud i 1950'erne blev forholdets natur anset
for den laveste retskilde af alle. Denne kunne kun anvendes,
hvis ingen af de andre kilder kunne give svaret på, hvad der var gældende ret.
|